Håbet er belønningen til den der vover at tro på fremtiden

Artikkelen er første gang publisert i Fysioterapeuten (danske) 2007; 15 (89): 20-28. Takk til vårt vårt danske søstertidsskrift for deres tillatelse.

Sammendrag
Denne artikel beskriver to rehabiliterings «cases» om mennesker der lever med MS som en introduktion til eksistensfilosofi i et perspektiv hvor alt anskues i en non-dualistisk enhed. Terapeutens evner til at inducere tro, håb og kærlighed i patienten til livet bliver her central. Artiklen bygger på traditionen fra Marcel, Buber, Boss, Binswanger, Levinas og Jaspers samt Merleau-Ponty. Eksistensfilsofi er måske en af de få undtagelser der evner at integrere teori og praksis omkring alle facetter af menneskelivet til én, og kun én enhed. Binswangers Umwelt, Mitwelt og Eigenwelt er en systematisk måde at analysere og anskue indskrænkninger i menneskers sundhed på, uanset om symptomerne er somatiske, psykisk eller psykiatriske. Eksistensfilosofien har helende og rehabiliterende potentiale anvendt i en ligeværdig guidingsproces af behandleren, hvor behandleren bliver en fortrolig rejsefælle på patientens eksistentielle, kontinuerlige og fremadrettede rejse i livet mod mere sundhed og frihed samt tro, håb og kærlighed. Nøgleord: Intersubjektivitet, den levede krop, eksistensfilosofi og rehabilitering, samvær, dialog, relation, tro, håb og kærlighed.

Abstract
This article describes two rehabilitation stories about people living with Multiple Sclerosis as an introduction to existential philosophy within a perspective where man and fellow man, dialogue, participation and communication, the lived body and the surroundings are seen as one interrelated unity. And where the ability of the therapist to induce more fidelity, hope and love is essential. The article is building on the tradition of Marcel, Buber, Boss, Binswanger, Levinas, Jaspers and Merleau-Ponty. Existential philosophy are to my knowledge one of the few «therapy» concepts that integrate theory and practice concerning every aspect of human existence into one inter-subjective biopsychosocial entity. Binswanger´s Umwelt, Mitwelt, and Eigenwelt is as a systematic way for counsellors, therapists and people working with rehabilitation to understand why any client regardless of the character of his or her symptoms; somatic, psychological or psychiatric – is also always challenged, more or less, by life and existence on a more existential level. This is where the rehabilitation healing powers of an existential inter-subjective approach in my view becomes indispensable in the relational guiding process of the clients towards new developments in their life worlds where they can obtain and experience more health and freedom, hope, love and understanding. Keywords: Inter-subjectivity, the lived experience, existential philosophy, life worlds, being together, counselling, dialogue and relatedness, hope, love and fidelity.

Formålet med denne artikel er at vise hvordan eksistensfilosofisk praksis kan anvendes i rehabilitering af mennesker med kronisk sygdom; i dette tilfælde eksemplificeret gennem to cases om mennesker der lever med sclerose.
Eksistensfilosofisk praksis kan forstås som en relationsproces, hvor man er sammen om at undersøge hvordan tilværelsen gøres mere givende og meningsfuld. Artiklen viser at relationen og samværet mellem behandler og patient/bruger/klient i sig selv indeholder store udviklingspotentialer, også i en rehabiliteringskontekst.
Eksistensfilosofisk praksis er ikke terapi, men en måde at reflektere dybere over meningen med livet. Når livet ikke giver mening, eller når det gør, er det nemlig aldrig en (s)tilstand, men altid påvirkeligt af at turde tage på rejse i eftersøgningen af det gode liv. Livet er fortløbende, derfor kommer al forandring fra positive eller negative forestillinger om fremtiden og netop ikke fortiden.

Rehabilitering er forandring
Det er formentlig noget overset, og alligevel ved mange godt, at rehabilitering også handler om forandring. Hermed menes hvordan patienten evner at forholde sig til den forandrede og nye livssituation. Viljen til forandring og den naturlige angst, der følger med ved at opgive at leve i den «forgangne» fortid, at turde og ville træde frem i nutiden mod fremtiden samt den nye livssituation, er altså centrale at arbejde med i enhver rehabiliteringsproces. Der er trin dybere i mennesket, hvor det ikke kun er umiddelbart reagerende som en del af virkeligheden, men «betragter» virkeligheden som det råmateriale det vælger og skaber sit liv ud fra. Mennesket er mere end summen af alle dele og relationer. Dette mere er at kunne hæve sig op over den givne virkelighed og via nye synsvinkler, her eksistentielle grundantagelser, at kunne se sig selv på nye måder i fremtidige mulige livssituationer.

Historisk har rehabilitering ifølge Stikér (1) haft en paternalistisk og beherskende behandling, der måske mere oplærte patienterne i ufrihed og afhængighed end i selvstændighed. Og som måske hæmmede snarere end forløste muligheder for et så aktivt liv som muligt. Altså modsat det eksistensfilo-sofiske perspektiv, et synspunkt Stikér (2) må formodes at dele: «Det medicinske syn på de handicappede udviklede sig mere paternalistisk end klinisk, med mere fokus på træning end på healing». I moderne rehabilitering (3) fremhæves brugerperspektivet og brugerindflydelse, som er helt centrale hos Oliver (4). Stikér og Olivers syn på rehabiliteringen er beslægtet med eksistensfilosofiens idé om det gode liv, hvor anerkendende næstekærlighed til patienten i relationen mellem patient og behandler er forudsætningen for at opbygge selvtillid og selvværd. «Rehabiliteringen bør afspejle et reelt helhedsorienteret menneskesyn og tage udgangspunkt i det enkelte menneskes suveræne ret til selv at bestemme over vitale livsforhold og til selv at formulere egne mål. Rehabiliteringen bør fremme personligt ansvar og mestring samt medvirke til at det enkelte menneske får indsigt i egne behov, muligheder og begrænsninger. Rehabiliteringen bør give størst mulig grad af egenkontrol over rehabiliteringsprocessen og størst mulig grad af deltagelse i planlægningen af rehabiliteringen for at modvirke sygdomsfokusering og passive patientroller.»

Har patienten altid ret?
Det er helt centralt at patienten i princippet altid har ret, og alligevel ikke altid. Det er måske et paradoks, men inden for eksistensfilosofien skal man for at behandle alle lige, netop behandle dem forskelligt. Inden for psykiatrien og inden for visse neurologiske sygdomme som for eksempel sclerose og apopleksi, hvor større eller mindre skader og kognitive forandringer forekommer i hjernen, er der i dette paradoks nogle specielle etiske og faglige udfordringer. Man kan og bør nogle gange som behandler netop med anerkendende næstekærlighed sige til brugeren at han eller hun måske er galt på den, og at der kan være andre måder at anskue tingene på. At gøre dette er mere ligeværdigt end ikke at gøre det.

Som professionel ekspert og behandler med erfaring kan man udefra nogle gange se og forstå andre ting end brugeren selv ser og forstår. Her skal man ikke være nervøs for på en næstekærlig, indfølende og varm måde at fremlægge sit syn på tingene. Når det siges med anerkendende kærlighed, kan patienten måske netop lytte hertil, fordi patienten i denne proces fortsat føler sig anerkendt, værdsat, respekteret og er sikker på at behandleren dermed vil hjælpe patienten til at fastholde størst mulig grad af autonomi. Det er i høj grad også at vise medmennesket respekt og værdighed. Det endelige ansvar for hvilke valg der så træffes på baggrund af disse oplysninger, er selvfølgelig patientens.

To processer i rehabiliteringen
Der vil således i rehabilitering altid løbe mindst to processer. Dels almindelig behandling samt genoptræning af sygdommen, og tilpasning til det besvær det er at leve med kronisk sygdom. Den anden proces er i en periode identitetssammenbruddet. Hvem er jeg nu, og hvem skal jeg være fremover med den nye virkelighed ved tabet? Begge processer, men især den sidste, peger hen imod menneskets eksistentielle grundvilkår.

I begge processer er der samtidig brug for at man selvfølgelig følger patientens syn på tingene, men også at man som behandler i visse situationer fremfører egne holdninger og synsvinkler. Det fører indimellem til en omdefinering af problemerne og justering af målsætningerne, for derved at nå nærmere ind til kernen af de aktuelle livsudfordringer.

Sofia havde brug for håbet
Sofia er en ung kvinde med sclerose. Hun sidder i elkørestol, er meget tynd og trunkus-instabil. Hun har en del tremor og kan ikke forflytte sig fra stol til seng, eller fra stol til toilet og omvendt. Hendes mål var at hun ville gå.
Selvom jeg kunne se at det nok ikke kunne lade sig gøre at komme til at gå, siger jeg til hende at det kan vi godt arbejde med. Vi starter med at træne at rejse og sætte sig, samt ståtræne. Dette fungerede fagligt ikke godt og var på et for svært motorisk niveau. Vi fortsatte dog, idet Sofia ønskede det, og fordi jeg fornemmede at jeg ikke måtte tage håbet om at kunne stå eller rejse sig fra hende.

Sofia ville ikke have hjælp til forflytninger af plejepersonalet og faldt nogle gange og slog sig slemt. Jeg blev tilkaldt og forstod at man ønskede at jeg skulle udarbejde et forflytningsregime, og fortælle Sofia at vi fremover var nødt til at lifte hende. Sammen med vores psykolog forklarede jeg at sådan kunne vi ikke håndtere situationen. Det kunne potentielt få helt uoverskuelige konsekvenser for Sofia.
Vi tog derfor sammen en snak med Sofia om at det var uværdigt for hende at falde og slå sig – og uværdigt for os ikke at kunne få lov at hjælpe hende. Vi bad derfor Sofia om at overveje om ikke hun, når hun havde nogle specielt dårlige dage, kunne bede om at blive liftet. Sofia indvilligede. Hun kunne på denne måde bevare noget værdighed, håb og kontrol og måske af denne grund rumme noget mere forandring og erkendelse om hvad hun kunne og ikke kunne. Ad den vej kunne hun måske i fremtiden aktivt begynde at bede om hjælp i stedet for kun passivt og modvilligt at modtage hjælp i en for hende meget vanskelig og svær livssituation.

Sofia bad om hjælp
Senere i forløbet på en sommerudflugt bad Sofia uopfordret for første gang en behandler om hjælp til at spise. Dette var både udtryk for mere frihed, indsigt og værdighed og viste at hun nu aktivt kunne vælge mellem flere nye handlemuligheder. Sofia var dermed også på dette punkt et skridt på vej væk fra fortiden, og i nuet var hun begyndt at gå fremtiden i møde. Jeg sad ved et andet bord med en erfaren sygeplejerske, og vi blev begge meget berørte af oplevelsen.

Håbet åbner fremtiden op for os, mener Gabriel Marcel, ifølge Knox (5). Sofias konkrete mål, at hun ville gå, vil nogle behandlere måske kalde urealistisk. Men måske er håbet om at kunne gå netop det der holder Sofias livsmod oppe. Urealistisk eller ej. Og måske overvejer hun at gøre en ende på livet, hvis håbet om at gå, måske med hjælp fra behandlerne, manes i jorden af den såkaldte objektive faglige sandhed og dens ledsagere: håbløshed, fortvivlelse, ensomhed, isolation samt ufrihed. Ikke mærkeligt hvis disse stemninger er angstfremkaldende. Hjertet og fornuften er da heldigvis ikke altid enige om hvad de tror og håber på, og nogle gang redder det måske liv.

Håbet er nemlig, som kærligheden, lysets ven og mørkets uven. Uden håb om en fremtid er der kun angst og desperation. Håbet er modsætningen til alle former for fangenskab, herunder også sygdommen og dødens fangenskab. Håb er derfor essentielt at arbejde med i relationsarbejdet og inden for eksistensfilosofisk rehabiliteringspraksis. «Jeg håber på dig for os», siger Marcel, ifølge Knox (6) og mener hermed at vor menneskelighed, vores sande kærlighed til og bekræftelse af livet, afhænger af kvaliteten af de forhold vi har til andre mennesker.

I perioder hvor man ikke selv kan bære håbet eller er ved at fortvivle og give op, må vi behandlere derfor uden undtagelse altid bære håbet for patienten i forhold til at der altid venter noget godt et eller andet sted. Især i sådanne perioder er det vigtigt ikke at konfrontere patienten med: «du kommer måske ikke til at gå igen…., eller du er nok nødt til at sætte dig i en kørestol».

Det er også vigtigt ikke at tvinge patienten til at håbe eller handle anderledes i situationen, men netop møde dem i fortvivlelsen og desperationen, hvis det er der de er, og samtidig i tale, handling og adfærd, uanset sygdomssituationens realiteter, altid udstråle troværdigt håb og næstekærlighed. Såkaldte objektive sundhedsfaglige metoder og sandheder kan paradoksalt nok «vende sig mod os selv» hvis vi bringer dem i anvendelse på et tidspunkt, hvor de forstyrrer mødet og derved potentielt hele rehabiliteringsprocessen. Derfor er det vigtigt omsorgsfuldt og indfølt at guide det enkelte menneske til gradvist og særdeles nænsomt at stoppe håbet om at fortiden, uden sygdom og lidelse, kommer tilbage netop ved kærligt, håbefuldt og troværdigt at vise at der er en leveværdig fremtid at tro på og håbe for. Eller med Sune Frølunds ord (7): «Hvis fremtiden opleves som en trussel eller som tilintetgørende i stedet for at se nye muligheder, svækkes sundheden og den syges evne til at komme sig. Det må derfor være relevant for sundhedspersonalet at beskæftige sig mere med patientens tidsoplevelse end der er tradition for».

Gå ved siden af, bagved eller foran
Cæcilie har sclerose. Hun arbejder i en kommune med flere forskellige faggrupper under sig. Hun er indbegrebet af hvad der på nordjysk kaldes en klog kone med varme og vid, men også samtidig et hovedmenneske som måske især på grund af sclerosen primært lever i det, der af den tyske eksistensfilosof Binswanger, ifølge Olesen (2006) kaldes Eigenwelt og Mitwelt. «Egenverden og Medverden», altså den verden som består af sociale relationer (Mitwelt) og den Egenverden, som er ens helt private tanker, intellektuelle såvel som følelsesmæssige overvejelser. Og så den verden som Cæcilie havde afskrevet: Umwelt; Natur- og kropsverdenen. Denne tredje verden skulle Cæcilie igen lære at færdes i. Altså både i naturen og i kroppen. Så det forenede vi under vores daglige træningsture i skoven og ved søen. Hun skulle genopdage og genfinde glæden ved at færdes i naturen via kroppen. Cæcilie gennemførte pulsurstyret hård bakkeintervaltræning gående med rollator. Jeg vil lade Cæcilie selv tale via det kort hun sendte da hun tog hjem efter rehabiliteringsforløbet. Pointen er ikke at hun uddeler ros, men det hun viser, hun har lært:

«Mange tak for at jeg fik lov til at opleve at være en del af din måde at arbejde på. Det har været inspirerende og har givet stof til eftertanke. Det er en kunst at få det fysiske og psykiske til at spille sammen hos en gammel rotte som mig. Det har du opnået ved hjælp af din store faglige viden og dit menneskelige engagement. Jeg har joket med at mit ophold ikke gav wellness og afspænding, men intervaltræning og pulsur. Nu ved jeg at wellness også er selvindsigt, og jeg rejser hjem til dagligdagen med et bedre kendskab til både potentialer og begrænsninger. Jeg håber du nyder Calva’en sammen med din garanteret søde kone. Kærlig hilsen fra hende du gik bagved, ved siden af og foran».

Jeg fik en mail fra Cæcilie forleden, som fortæller at hun har haft et godt år og passer sin pulsurs-træning blant annet ved at gå på trapper op og ned til førstesalen. Hun har ikke haft attak og bevæger sig rundt ved rollator. Dejligt at Cæcilie billedligt bruger udtrykket at gå bagved, ved siden af og foran, alt efter hvad der var behov for, fordi det netop bør tilstræbes med alle patienter. Den franske eksistensfilosof Albert Camus talte netop om at gå foran, bagved og ved siden af, og begreberne har stor overføringsværdi til en rehabiliteringskontekst, fordi behandlerens kunst hele tiden billedligt er at gå det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, i tale såvel som handling og adfærd. Camus og hans måde at tale herom har derfor også relevans for måden vi i rehabilitering er sammen eller tror vi er sammen med patienterne på:

«Gå ikke foran mig, måske vil jeg ikke følge dig. Gå ikke bag ved mig, måske vil jeg ikke føre an. Gå ved siden af mig, og vær blot min ven». (Sode Funch et al (8)).

Billedet eller metaforen at gå foran, bagved eller ved siden af i relationsarbejdet, på det rigtige tidspunkt vel at mærke, kan også bruges i forhold til relationsarbejdet i rehabiliteringen. Altså det som Boss, ifølge Frølund (1996), kalder det handlende samvær, og som billede på, at der netop hos behandleren bør være entydighed mellem tale og handling også i forhold til ansigtsudtryk, kropssprog og bevægelser samt andre usynlige sociale adfærdsregler for at bruge Goffmann (2004). Følelser kan altså ikke forstås som nonverbale fænomener skjult i bevidstheden, gemt bag kroppens facade. Måske kan det også kort formuleres på denne måde:

Først opbygges menneske => menneske relationens handlende og skabende samvær.

Dernæst ekspert => menneske relationen (de specifikke sundhedsfaglige metoder og handlemåder).

Herefter genetableres menneske => menneske relationens handlende og skabende samvær.

Om eksistensfilosofien
Eksistensfilosofi bygger både på ateistiske og troende filosoffer. Det ser jeg ikke som et problem idet eksistensfilosofien handler om noget, som er større end os selv. Om man ser dette noget som religiøst, spirituelt, etisk ansvarlig næstekærlighed eller samhørighed med naturen og andre mennesker, er op til læseren. Ateisten Nietzsche var sammen med den religiøse Kierkegaard særdeles vigtige forløbere for den eksistensfilosofiske bevægelse. Sansning og følelser er for Nietzsche netop noget af værens væsen, fordi de ikke er begrænsede af intellektets og bevidsthedens kognitive og sproglige ubehjælpsomhed samt mangler. Der hvor vi mangler ord, hører kognitionens og intellektets rige op ifølge Nietzsche, og her tager de ordløse og mere nuancerede følelser samt stemninger, krops- og ansigtsudtryk og andre usynlige sociale adfærdsregler over i samværet mellem mennesker.

Sat på spidsen, og uhyre centralt for en eksistensfilosofisk rehabiliteringstilgang, kan man sige at det mindste system der findes, består af minimum to mennesker. Det enkelte menneske er dog selvfølgelig selv bærer af sin egen unikke historie og erfaring. Merleau-Ponty udtrykker det således (9): «Eksistensen er mellem vore handlinger og vore mål, og ikke bag dem». Med dette mener han at mennesker altid er sammen i nutiden, samt at fortiden selvfølgelig altid vil være en del af os, men også at fortiden ikke er så begrænsende for vores nutidige handlinger og valg på vej mod en ny fremtid, som eksempelvis psykoanalysen hævder.

Eksistentielle grundtemaer eller kriser forstærkes ofte og trænger sig tydeligere på ved kronisk sygdom eller i livets såkaldte grænsesituationer. De er derfor altid en vigtig potentiel med- eller modspiller i rehabiliteringen. Måske er det netop eksistentielle grundtemaer som forhindrer eller besværliggør, når den enkelte har svært ved at tage medansvar for rehabiliteringsprocessen. Dette kan undersøges verbalt, men også kropsligt og følelsesmæssigt ved at træningssituationen arrangeres, så patienten selv kropsligt mærker og føler hvad der lige nu er fysisk muligt.

Således gives den enkelte mulighed for gradvist at se og opleve virkeligheden på andre måder end udelukkende via verbal samtale og dialog. For eksempel at se hvordan man nogle gange forhindrer sig selv i at gå den oplagte vej i livet og derved måske gradvist få øje på at der altid er andre veje samt håb, mening, og frihed i livet. Herved kan man sammen udforske og fortolke vejene mod de verdener, som patientens liv og sundhed i bred forstand formentlig vil have gavn af. Ifølge Binswanger kan disse eksistensfilosofiske undersøgelser og oplevelser relateres til henholdsvis naturverden, medverden eller egenverden. Binswangers helhedsopfattelse har efter min mening stor overføringsværdi til en rehabiliteringskontekst, og der er med lidt fantasi megen inspiration at hente her i forhold til kreativ planlægning og udførelse af rehabiliteringen (se bilag på fysio.dk –> Fysioterapeuten –> bilag til artikler).

Eksistensfilosofferne Medard Boss (1999) samt Ludwig Binswanger (1962) understreger da også relationen i samværet mellem patient og behandler som den uden sammenligning vigtigste faktor for at opnå mere sundhed og frihed. At forstå Boss’ sundheds- og sygdomsopfattelse indebærer en forståelse af at frihed for Boss som eksistentielt grundtema er en forudsætning for sundhed. Friheden er ikke nødvendigvis valgfrihed, men at være til stede i nuet og uden i nuet at bekymre sig om at planlægge fremtiden. Ufrihed er ikke at kunne være i nuet. Boss beskriver også friheden som at være der hvor noget viser sig i eksistensen. Friheden erobres, tabes og generobres undervejs i eksistensen. Frihed er et kontekstafhængigt fænomen, som udvikles og udspiller sig i relationen mellem person og livssituation.

Boss mener ikke nødvendigvis at frihed er at have alle muligheder i livet, men måden man konkret forholder sig til livssituationen på. Det drejer sig snarere om hvordan man vælger og evner at leve det liv der er, også når det er forbandet svært. Det ultimative mål for Boss’ eksistensfilosofiske tilgang er billedligt at samværet og relationsarbej-det som sagt katalyserer det enkelte menneskes iboende potentialer i retning af at udvikle mere åbenhed, mening og frihed i tilværelsen.

Behandlerens rolle
At virkningsfuld terapi stammer fra en autentisk, accepterende og ubetinget positiv tilgang til patienten er der ifølge berømte Yalom (10) solid støtte til i meget forskning. Autencitet betyder ubetinget ægte accept af patienten og ikke bare en påtaget facade eller tillært professionel attitude. Det betyder, at patienten skal føle sig mødt, rummet, lyttet til, værdsat, respekteret og taget alvorligt som et helt menneske af en professionel behandler. Men også mødt som medmenneske til medmenneske. At patienten bevidst eller ubevidst opfatter behandleren ud fra dennes tale, handling og adfærd som et medmenneske der vil hende det godt, og som udstråler troværdighed og personlig integritet.

Det betyder også at behandleren skal være åben om og indimellem turde vise sin egen sårbarhed. Han skal ikke altid kun spørge hvorfor, men også nogle gange spørge hvorfor ikke. Behandleren skal ikke mindst vise sig værdig til denne store tillid fra medmennesket. I denne sammenhæng kan det måske lyde paradoksalt, men det er nogle gange behandlerne, der skal forandre sig og ændre adfærd, ikke kun patienterne. Og måske oftere end vi tror. Et behandler-patient-møde er hver gang en helt speciel, ny situation og kræver derfor altid en unik og ganske særlig situationsafhængig samværsform og kommunikation. Vi behandlere har derfor et særligt professionelt, moralsk og etisk ansvar også i denne sammenhæng.

Ifølge Merleau-Ponty er det via den «levede krop» at vi, både som behandler og patient, eventuelt samtidigt, kan være i nuet. Merleau-Ponty (11) formulerer det på denne måde: «At være en bevidsthed eller rettere være en oplevelse vil sige indefra at kommunikere med verden, kroppen og de andre, at være sammen med dem i stedet for at være ved siden af dem». Martin Buber beskriver dette «Nu» som det reelle møde mellem Jeg og Du. Det kan måske også beskrives som kropslig timing. Behandleren kan helt konkret, hvis han har kontakt til egen krop, i Jeg-Du relationen føle, opleve eller fornemme nogle af de stemninger der rører sig i patientens krop og univers.

Disse stemninger eller kropsoplevelser skal ikke nødvendigvis tolkes eller forstås af behandleren. Han skal empatisk kunne rumme disse stemninger og kropsoplevelser, og som jordemoder på en varm, tryg og indlevende måde forløse patientens stemninger og kropsoplevelse. Og nogle gange bare tie stille og vente tålmodigt på at patienten bliver klar, eller vente på en anden og i forhold til situationen bedre lejlighed.

At turde sætte ord på
Eksistensfilosofisk relationsarbejde og dialog består her i, via det handlende samvær, at gøre stemningen og oplevelsen offentlig ved åbent og varmt samt indfølende at dele og sætte ord på angsten, sorgen, meningsløsheden, håbløsheden, isolationen eller hvad nu det eksistentielle grundtema fornemmes at være. Med andre ord at være klangbund for patientens historie for derved sammen at prøve at sætte ord på. Og vel at mærke ord som patienten finder er en dækkende beskrivelse af disse stemninger eller oplevelser. Altså ord som forløser, og som gør stemningerne og deres eksistentielle temaer, samt indre budskaber, mere kendt for begge. Behandleren bliver herved et betroet vidne og en fortrolig rejsefælle til den indre proces omkring det eksistentielle grundtema som patienten arbej-der med.

Vores liv er nemlig, uanset om vi bemærker det eller ej, kendetegnet ved en evig vekslen mellem angst og tryghed, mellem meningsløshed og mening, mellem at være alene og sammen, mellem had og kærlighed, mellem håb og desperation, mellem lidelse og lykke og mellem liv og død. På en måde er det derfor kvaliteten og dybden af mit engagement, omkring hvad der sker med mig her i livet, der afgør graden af min tilstedeværelse i samme liv. Disse eksistentielle temaer er mennesker, og dermed også behandlere og patienter, fælles om som universelle menneskelige grundvilkår. Det afhænger af i hvilken grad vi evner, tør og kan tage friheden til livet og fremtiden på os, og dermed fortløbende udvikle os. Angst og frygt bliver dermed en lige så naturlig del af livet som glæde og tilfredshed. Aldrig at være bange eller aldrig at være glad er fra et eksistensfilosofisk behandlersynspunkt lige bekymrende.

Det siger sig selv at behandlerens og patientens oplevelser og stemninger ikke kan være identiske. Det drejer sig om etablere et samvær og oplevelsesfælleskab der bliver en fælles opdagelsesrejse, som deles mellem to mennesker i en Jeg-Du relation. Ifølge Buber er en Jeg-Det relation, hvor man føler sig tingsliggjort, desværre det mest almindelige. Men den kraft, der ligger i samtalen og dialogen i en reel Jeg-Du relation, kalder Buber for Ånd, og et menneske er i stand til både at give og modtage åndelige impulser.

Kærlighedens styrke
Binswanger ser, i lighed med Buber og Marcel, det at udfolde sig ud fra det inderste i en selv som centralt for behandlere. Binswanger ser åbenhed over for og kærlighed til samt tillidsfuld tro på medmennesket som grundlæggende forudsætninger for at kunne arbejde med relationen i eksistensfilosofisk praksis. Uselvisk kærlighed til mennesker er en livsindstilling, en måde at handle og agere på, som ikke begrænser sig til en enkelt person. Kærlighed er tillidsfuld åbenhed, signalerer dyb respekt samt ærbødighed og er oftest uudtalt, uhørbar og tilsyneladende usynlig, ifølge Arman (12). Marcel formulerer det, ifølge Knox, lidt anderledes og dog enslydende (13), «Kærlighedens sprog er stumt og dog så klart som lyset».

Øjnene er sjælens spejl, siges der, men øjnene er også kærlighedens spejl. Den store etiker Levinas’ kongstanke er da også at blikket i ansigtet afspejler om jeg påtager mig mit etiske medansvar for medmennesket netop via min næstekærlighed. Kærlighed er således en stor kraft. Det gælder i al menneskelig samvær, og selvom det inden for rehabilitering er videnskabeligt uudforsket, er denne form for handlende og skabende samvær i troskab, håb og kærlighed selvfølgelig helt central.

Ny erkendelse
En eksistensfilosofisk praksistilgang til relationsarbejde i rehabilitering fordrer altså en ligeværdig kærlig og ærlig dialog samt reelt samvær med patienterne. Dette indebærer en forståelse af at livet for os alle løbende er i forandring, og at vi i virkeligheden hele tiden er i krise. Ifølge Svend Andersen (14) så bryder vi enten sammen og stagnerer, eller bryder igennem og vokser som mennesker i disse kriser. Kriser er altså en udviklingsmulighed.

Rehabiliteringsprocessen er ligesom livet dynamisk og udvikler sig hele tiden, ofte fra dag til dag og fra uge til uge. Der foregår hele tiden en dialog med patienten, og via det handlende samvær udvikler rehabiliteringsprocessen sig løbende gennem spring, stop og kriser, samt pludselige indsigter. Rehabiliteringsprocessen, når den fungerer, bør indeholde at det enkelte menneske opnår en ny erkendelse af hvem hun er ved netop at gå den nye fremtidige virkelighed, der tegner sig i møde og sige ja til den. Men også en erkendelse af at livet altid er både hårdt og godt, dejligt og utrygt, og at man hellere må sige ja til det der er. Når man gradvist bliver mere i stand hertil, så kan man vende sig mod fremtiden med håb og kærlighed som et mulighedernes land med både angst og frihed, glæder og sorger, samt op og nedture. Når dette lykkes, fører det som regel til et menneske som er mere frit og mer ansvarligt for eget liv, og som ikke længere ser sig som «offer» eller er passiv tilskuer til en begivenhed. I dette tilfælde sclerose.

Afslutningsvis gør vi behandlere klogt i at huske på at vi selv som mennesker i vores eget liv ikke altid ligefrem træffer fornuftige valg eller altid er i stand til at være fleksible og fremtidsorienterede. Vi kan i princippet ikke kræve at vores patienter skal kunne rumme mere end vi selv kan. Så kærlig anerkendelse, tålmodighed samt respekt over for medmennesker der sidder fast i fortiden og ikke altid kan bruge rehabiliteringen, er et helt grundlæggende etisk kardinalpunkt før alt andet.

Referanser
1. Stikér, Jean-Jacques. A History of Disability, fra kapitlet: The birth of rehabilitation, The University of Michigan Press, 2002.
2. Ibid, side 165 – 167, min oversættelse.
3. Hvidbogen om rehabilitering. Marselisborgcentret, 2004.
4. Oliver, Michael. The politics of Disablement, Basingstoke Mcmillans, 1990 og Understanding Disability, From theory to practice, Basingstoke Mcmillans, 1995.
5. Knox, Jeanette, Gabriel Marcel. Håbets fi losof, fortvivlelsens dramatiker side, 153, Syddansk Universitetsforlag, 2003.
6. Ibid, side 153.
7. Frølund, Sune. Helhed og Sygdom, side 206, Forlaget Philosophia, Århus Universitet, 1990.
8. Sode Funch et al. Livstemaer i et eksistenspsykologisk perspektiv, side 107, Hans Reitzels Forlag, 2006.
9. Merleau-Ponty, Maurice. The Visible and Invisible, side 232 (min oversættelse), North Western University Press, 1968.
10. Yalom, Irvin. The theory and practice of group psychotherapy, New York: Basic Books, side 47, 1995.
11. Merleau-Ponty, Maurice. Kroppens fænomenologi, side 40, Det lille Forlag, 1994.
12. Arman, Maria. The Presence of Love in Ethical Caring, Nursing Forum, Volume 41, no. 1, January – March, 2006.
13. Knox, Jeanette. Håbets filosof, fortvivlelsens dramatiker, side 135, Syddansk Universitetsforlag, 2003.

Bakgrunnslitteratur
– Andersen Svend. Sundhed sidder mellem ørerne. Det at leve med en kronisk sygdom. Hornslet Bogtrykkeri A/S; 2. oplag, 2003.
– Binswanger, Ludwig. Grundformen und Erkenntnis Mennschlichen Daseins, Ernst Reinhardt Verlag, 1962.
– Boss, Medard. Grundriss der Medizin und Psychologie, Verlag Hans Huber, 1999.
– Buber, Martin. Jeg og Du, Hans Reitzels Forlag, 1997.
– Frølund, Sune, Medard Boss' lægekunst, Sosiologi I Dag, Novus forlag 1996.
– Goffmann, Erving. Social samhandling og mikrosociologi, Gyldendals Bogklubber, 2004.
- Lévinas, Emmanuel. Fænomenologi og etik, Gyldendal, 2002.
– Olesen, Jens. Boss' and Binswanger's health anthropologies & existential philosophies, Philosophical Practice, Journal of the American Philosophical Practitioners Association, Volume 2, (2), july 2006.
– Olesen, Jens. Sansning, følelser, krop og bevidsthed, Nordisk Psykologi, Vol. 55, Nr. 3, 2003.